lørdag den 14. september 2013

Pioneer High School

Hej!
Jeg har nu været her i en uge og har derfor også været en hel uge i skole! Jeg går på skolen "Pioneer High School", som ligger ca. 2-3 kilometer fra mit hjem. På skolen er der ca. 2000 elever, fra 9.-12. (det gælder altså for sidste år af folkeskolen og hele vores gymnasium). Jeg er en "sophomore", hvilket betyder at jeg går i 10./1.G. Pga. at jeg blev meldt så sent ind i skolen, var det for sent for mig selv at vælge mine fag. Det var jeg ret skuffet over, da jeg havde set frem til selv at vælge en masse anderledes og spændende fag. Men det er område repræsentanten fra YFU her, som har valgt for mig og jeg har faktisk fået noget super spændende fag/klasser! Jeg har seks timer, og altså seks forskellige klasser med forskellige lærere og elever; det er dog præcis det samme hver dag. Det føles vildt underligt at skulle skifte klasse hver time og have timer med så mange forskellige -det gør at det tager længere tid at lære folk at kende. Her er mit skema: 

1. Film as litterature (Tja.. hvad er det mon på dansk? Mediefag måske?)
Skolen starter klokken 7.40 -gaaab! Dette er det fag som jeg ikke er så vild med.. Læreren, er sød, men det er ikke det mest interessante fag og der er ikke nogen i klassen som jeg klikker så godt med. Jeg overvejer lidt at se om jeg kan få fransk i stedet, da jeg gerne vil holde sproget ved lige. 

2. Geometry (geometri)  
Jeg tænkte "oh nej" da jeg hørte om dette fag, da jeg har verdens værste rummelige sans, og ikke er specielt god til geometri. Men jeg elsker det! Der er mange søde mennesker i klassen her (inkl. Fleur) og min lærer er ret cool. Hun er vildt energisk og er utrolig opsat på at hun skal gøre folk bedre til matematik. Hun siger at hun forventer at en af os en dag vinder "nobel-prisen" og nævner hende i vores tale ;-) Noget af det har jeg haft i DK, men niveauet er meget højere, hvilket faktisk er fedt! 

3. Psychology (psykologi) 
Mit absolute yndlingsfag! Min lærer er ung, frisk og gør undervisningen ret sjov og spændende. Hun fortæller en masse historier bl.a. om forskellige eksperimenter. For tiden har vi om social psykologi, hvilket er utrolig interessant :) 

4. Acting (skuespil) 
Jeg elsker at jeg har skuespil hver dag -endda som fag. Skolen skal til at starte med musical og da jeg ikke er hverken den bedste sanger eller danser, har jeg meldt mig til at lave noget frivilligt back-stage -tror nok at det bliver kostumer. Det glæder jeg mig til starter -det er forhåbentlig en god mulighed for at lære folk at kende. Anyways.. "Acting" minder meget om mit drama hjemmefra, hvilket er fedt. Vi laver en masse improvisationsøvelser og skal nok begynde med et stykke senere på efteråret. Alt er meget afslappet og man lærer folk i klassen utrolig godt at kende (har forresten også dette fag med Fleur). 

Frokost
Fordi at skolen er så stor er der to frokost-tider -altså to spisefrikvaterer. Den første er mellem 3. og 4. time. Den anden er mellem 4. og 5. time. Jeg har den sene frokost, altså efter skuespil. Kafeteriet er totalt som man ser i film; stort, forvirrende, nervepirrende. Især for os udvekslingsstudenter. Det er ikke specielt fedt at skulle finde et sted at sidde ned, når alle kender hinanden og man ikke kender nogle som helst. I denne uge har jeg siddet sammen med nogle andre udvekslingsstudenter og ellers med nogle forskellige fra skuespil. Næste uge vil jeg prøve at sidde en masse forskellige steder -hvis jeg kan finde modet til det ;-) 

5. Personal fitness (en blandning mellem idræt og at være i et træningscenter) 
Jeg er faktisk ret glad for at jeg har idræt hver dag. Nu hvor jeg ikke går til nogen sport, kunne det godt være svært at finde motivationen til at få dyrket motion -jeg vil jo helst ikke tage for meget på pga. oreos, popcorn, sodavand og fritter. Min lærer er ret skæg, hun er vildt sød ved mig også selvom jeg ikke er i den bedste form. I den første time spurgte jeg lidt ind til hvad faget gik ud på og hun svarede "Dette fag er for unge som gerne vil leve længere!" Bom bom.. Jamen okay så, det snupper jeg ;-) Vi løber, bruger forskellige træningsmaskiner og 10% af tiden lærer vi om kroppen. Jeg haaader normalt idræt i skolen, men dette er faktisk helt fint. Folk i klassen er super venlige :) 

6. Journalism (journalistik) 
Ret interessant fag. Min lærer er afslappet og synes at vi tre udvekslingsstudenter er ret sjove -hun er meget amerikansk! Vi lærer at skrive, det engelske sprog og generelt hvordan artikler er opbygget. Vi arbejder lidt i grupper, hvilket også er med til at få én til at snakke med en masse. Hun opfordrer os til at læse amerikanske aviser, det går en del af vores lektier også ud på. Min familie holder "New York Times", hvilket er ret godt, da jeg nogle gange skal komme med eksempler på bestemte artikler. 
..Jeg får fri klokken 14.30. 

Woow, hvor blev dette indlæg dog langt; håber ikke at det var for kedeligt at læse! Hver dag er skolen blevet en lille smule bedre, men synes dog at det er sværere end jeg havde forventet at få venner. Men jeg har jo også kun været en uge i skole, måske tager det bare lang tid? Håber I alle har det godt :) 

Mig foran min skole efter første skoledag, i mandags. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar