søndag den 30. marts 2014

En opdatering

Hej alle,
Jeg har ikke været den bedste til at opdatere min blog på det sidste. Så jeg synes lige at I skal have en opdatering nu :) Jeg har det super godt her, men har virkelig travlt i min nu musical-præget hverdag. Der er præmiere på RENT om en måneds tid og vi øver stort set hver dag og nogle gange om søndagen. Det er sjovt nok, men meget tidskrævende! Glæder mig utrolig meget til selve forestillingerne. I weekenderne laver jeg forskellige ting med mine værtsforældre og venner. 
       Siden vi er i gang med det andet semester, har jeg lidt forskellige fag end første semester. Jeg har: geomatri, guitar, kor, skuespil, US Government (samfundsfag) og journalistik (som er at skrive for skolens skoleblad). Er virkelig glad for mine fag og nyder at have mulighed for fx at blive bedre til guitar. 
       På lørdag har jeg Spring Break, hvor jeg tager med min organisation, YFU, til New York og Washington DC med en masse andre udvekslingsstudenter, hvilket jeg glæder mig vildt meget til! Selvom jeg har været i New York en gang, glæder jeg mig til at opleve det igen, tror ikke at det er en by man bliver træt af :) I skal nok høre mere om min tur når jeg er kommet hjem. 
       Tiden går ufattelig hurtigt nu, og jeg har kun tre måneder tilbage her i Ann Arbor! Har det lidt blandet med det. Savner alle jer i Danmark og glæder mig til en dansk sommer og til at starte i gymnasiet til august. På den anden side, har jeg det virkelig godt her og kommer til at savne min værtsfamilie og mine venner utrolig meget. I hvert fald kan jeg ikke ændre på at jeg lander i Danmark den 27. juni, så jeg har tænkt mig at nyde hvert øjeblik her! Efter den lange, lange vinter (der er endnu sne på jorden her) glæder jeg mig til forår og sommer i Ann Arbor og på at kunne lave en masse ting udenfor, som at købe Ben & Jerry's is Downtown, gå/løbe ture, tage på en picnic osv. ;)
Håber I har det godt i Danmark. Vi ses om tre-måneders tid. 

Synes lige at I skulle have et billede, så I får et billede af mig og mine skøre veninder til min veninde, Aysha's, fødselsdag for nyligt. I ser Leah, Celine, Oksana, Dara, Aysha, Tia & jeg :) 

onsdag den 19. februar 2014

RENT



Min skole har to musical's om året. I efteråret var det "Pippin" hvor jeg syede kostumer. Nu starter forårsmusicallen, som i år er "RENT". Det var virkelig sjovt at sy kostumer i efteråret og en god måde at starte med teater på. Hvis jeg skulle have været med i "Pippin", så skulle jeg have gået til audition på min første skoledag! Det havde jeg dog ikke lyst til, men under opførelsen, havde jeg super meget lyst til at stå på scenen, så jeg besluttede mig for at gå til audition til "RENT". Det gjorde jeg så for ca. 2 uger siden. Auditionen bestod af at synge en sang fra musicallen foran instruktørerne (det hele er rimelig prof.). Og hold da op hvor var jeg nervøs! Det var rimelig grænseoverskridende at stille sig op og synge og spill skuespil på engelsk foran nogle vildt fremmede mennesker, og jeg følte også at min audition gik vildt dårligt. Men heldigvis har jeg været så heldig at jeg er kommet med "The Ensemble". Det er lidt svært at forklare, men det betyder, at jeg ikke har en decideret rolle, men skal være på scenen og synge i en masse gruppenumre og måske får en replik eller to :) Så nu bliver der øvet hver dag efter skole indtil shows'ne i slutningen af april/starten af maj! Det er utrolig fedt, at have noget sjovt at lave i hverdagen og en mulighed for at lære mange godt at kende, men jeg får også meget travlt her i foråret -frygter at de ca. 4,5 måneder jeg har tilbage her kommer til at gå alt for hurtigt!

lørdag den 1. februar 2014

Vinter

Som I måske ved har vinteren i hele USA i år været ret vild! I det område som jeg er, er det normalt med sne og kulde, men slet ikke så meget og over sådan en lang periode, som vi har haft i år. Jeg har haft tre dage fri fra skole i starten af januar pga. at det var usikkert at gå udenfor og ikke mindst at køre. I sidste uge, havde vi i princippet også et par dage fri, men det havde jeg i forvejen pga. eksamener (det skal i nok høre mere om). Jeg har oplevet temperaturer ned til -27 grader (celcius) og en "windchill" (som er hvor koldt det føles) på -39 grader. Rimelig vildt! Alle jeg møder, prøver at overbevise mig om at denne vinter ikke er normal. Chuck fortalte mig at han har fundet ud af at vi har fået ca. 3 gange så meget sne i denne vinter ift. gennemsnitligt. Det har været fedt at opleve et par "snowdays" og det var hyggeligt både at have hvid jul og thanksgiving. ...men nu er jeg godt nok ved at være træt af sne og trænger lidt til varme og forår! Heldigvis er dagen lidt længere her end i Danmark. Håber at I kan holde varmen i Danmark! Her får I lige et par billeder fra kolde Michigan :)

Kathy og jeg som var ude at skovle sne tidligere i dag. Man vidste næsten ikke hvad man skulle gøre af alt sneen. 

Min veninde, Aysha, og jeg havde hørt om at det er muligt for sæbebobler at fryse. Så da vi havde en snowday prøvede vi dette underlige eksperiment og tog billeder. 

Egern i min have. 






søndag den 5. januar 2014

En tjeneste

Godt nytår!
Jeg håber I alle har haft en god juleferie og er kommet godt ind i det nye år! Jeg havde en hyggelig nytårsaften med nogle veninder, men den var dog lidt anderledes end den plejer. Amerikanere går generelt ikke så meget op i nytår, som danskere gør; der var fx ingen fyrværkeri :( Bortset fra det var det bestemt en sjov og hyggelig aften, og jeg fik da også "hoppet ind i det nye år", selvom alle synes jeg er skør, da det vidst kun er en dansk tradition.
     I morgen skulle jeg i princippet starte i skole igen, men der er en risiko for at skolen bliver lukket mandag & tirsdag pga. sne og kulde. I morgen skulle det blive -27 grader celcius, og indtil videre er der faldet ca. 20 cm sne -håber virkelig på en forlænget ferie og en par "Snow Days"!
     I skolen har jeg "final's"/eksaminer om ca. 2-3 uger, fordi at semestret snart er slut, så det er jeg begyndt at forberede mig lidt på. I psykologi er jeg gået i gang med et kæmpe projekt, som er en del af min eksamen. Mit projekt handler om glæde/lykke, og jeg vil undersøge hvorfor Danmark siges at være Danmarks lykkeligste land og sammenligne DK og USA på nogle forskellige områder. Derfor har jeg en tjeneste, som jeg håber at I vil hjælpe mig med... Jeg har lavet en kort undersøgelse på nettet (på dansk), som jeg håber at I vil hjælpe mig med at udfylde. Det tager kort tid, er nemt og er helt anonymt og det ville virkelig være en stor hjælp! Jo flere svar, jo bedre!

For at deltage i undersøgelsen: KLIK HER