lørdag den 28. december 2013

Merry Christmas!

Hej alle!
Glædelig (lidt forsinket) jul! Nu er det ved at være et godt stykke tid siden at jeg har fået opdateret her på bloggen. December har været en sindsyg travl måned, I skal nok høre mere om det senere. Men nu har jeg juleferie, og det er så skønt at have tid til at slappe af -og også lige få lavet en update her.
     Jeg har været lidt spændt på at opleve en amerikansk jul, og forventede at jeg ville savne Danmark ekstra meget i juletiden. Jeg har også tænkt meget på Danmark i juledagene og det er gået op for mig hvor mange danske juletraditioner der er; Disney's Juleshow, ris a la mande og dans om juletræet, hvilket lige er gået op for mig vidst kun er en dansk tradition! ;-) Men det har nu også været super hyggeligt at opleve en amerikansk jul! Jeg er for alvor virkelig begyndt at føle mig utrolig godt hjemme her, min værtsfamilie er simpelthen den bedste, som man kan ønske sig! Den 20. december kom Chuck & Kathy's datter, Becca (18 år) hjem fra Californien, hvor hun går på universitetet. Hende har jeg så fået mødt nu, og både hende og Jeff skal være her i et stykke tid, så jeg har en god chance for at lære dem begge godt at kende :) De er begge utrolig søde og det har været fedt at have andre teenagere i huset :)
Her er en beskrivelse af mine juledage:
Den 22. december holdte Chuck og Kathy deres årlige julefest, også kaldt christmas-cookie-party. Kathy er ret vild med, og super god til, at bage og i dagene op til den 22. lavede hun ca. 14 forskellige slags småkager, karameller osv. Jeg bagte også pebernødder og vaniljekranse og lavede konfekt. Om eftermiddagen kom der omkring 50 mennesker forbi til cookies, det synes jeg er en super hyggelig tradition!
Den 24. december var næsten en helt normal dag. Vi sov længe og slappede ellers bare af. Om eftermiddagen tog Becca & jeg i mall'et for at få nogle af de sidste gaver på plads. Jeg gav forresten Chuck og Kathy 1. sæson af "Borgen", tror ret godt at de kan lide serien ;-) Juleaften tog vi hjem til nogle af C & K's venner for at spise, de har faktisk boet i København i et år, så de var ret sjove at snakke med! Ellers var juleaften bare en hyggelig aften hvor vi spillede spil og sådan -lidt underligt ikke at få julemad, gaver osv. den 24.
Den 25. december er amerikansk jul! Vi stod op ved 10-tiden og så at "Santa" havde været der og havde fyldt vores stockings. Denne tradition er meget amerikansk, hvert familiemedlem har deres egen julesok, som man står op til julemorgen fyldt med slik, en bog eller andre små ting. Efter vi åbnede stockings, spiste vi morgenmad, som var "monkeybread", hvilket er en tradition i min værtsfamilie. Det er egentlig bare små kugler dej, som er lavet som kanelsnegle, se billedet nedenfor. Efter morgenmaden åbnede vi gaver, tusind tusind tak for alle jer som havde sendt pakker, breve og hilsner til mig! Senere på dagen spiste vi julemiddag; kartoffelmos, kalkunbryst, tranebærsovs osv. Til dessert havde jeg lavet ris a la mande, hvilket de heldigvis rigtig godt kunne lide :) Jeg nød at få lidt dansk julemad. Det var en rigtig hyggelig familie-dag med god mad, spil og julefilm. ...og nåårh ja -vi havde hvid jul!
       I disse juledage har jeg ellers bare fået slappet godt af og sovet længe. Jeg har set lidt venner, men der er også rigtig mange som har været ude at rejse. Jeg håber at I alle har haft en skøn jul! Jeg har det virkelig godt og har haft en dejlig jul, men glæder mig også til næste år hvor jeg håber på dobbelt-op med æbleskiver, gløgg og dans om juletræet...
-Beklager det rimelig lange indlæg-

Stockings og julepynt i mit amerikanske hjem :)  

Kathy og jeg og en masse cookies. (utrolig underligt ansigtsudtryk jeg har)  

"Monkeybreak", som vi fik julemorgen -kan klart anbefales! 

Chuck, Jeff, Becca, Kathy & jeg foran juletræet den 25. december.  

Hjemmelavet "Gingerbread house", som jeg lavede med min veninde Jean i dag.